Skal du til at tapetsere en kommode, en stol, en opslagstavle eller noget helt andet? Så kan det være en god idé at have styr på hvilke tapeter og tapetklasser der er de bedste for dit DIY-projekt. Det handler nemlig ikke kun om, at skabe pæne resultater her-og-nu, men i stedet om at skabe holdbare og bæredygtige løsninger, som er pæne i mange år frem.
Hvorfor tapetsere møbler?
Tapetsering af møbler går langt tilbage i tiden. Vi skal ikke længere tilbage en bedstemors køkken for tankerne henledes på hendes pyntepapir på køkkenhylderne. Og det er altså bare sødt. Svenskerne har længe tapetseret de indvendige vægge i vitriner og særligt de stribede eller blomstrede tapeter gør sig fantastisk på dette måde. I Danmark kan vi godt have lidt et ry for, at være farveforskrækkede og alt for konservative. Vi holder af de hvide vægge og dæmpede farveskema, som vi bliver inspireret af ude i naturen. En natur som ligeledes kan virke en smule farvedæmpet i vintermånederne – som jo fylder meget oppe hos os. I det nedenstående finder du vores bud på hvad du bør være opmærksom på når du skal tapetsere møbler:
Tapetkvaliteter og -typer
For det første er det vigtigt at du udvælger en tapetkvalitet, som passer til dit formål. Her er spørgsmålet til en million: Skal du lakere eller på anden måde forsegle tapetet efter det er limet fast på møblet? Hvis ja, så kan du faktisk vælge og vrage ganske frit mellem de forskellige tapetklasser. Ønsker du derimod at tapetsere uden at forsegle, bør du kigge på din overflades slid. Vi vil ikke anbefale at du undlader lakering på fx et stolesæde, da brugen af stolen vil være slidende for de færdige look. Overvej også om stoleben skal kunne aftørres (mad og drikke) og vælg da en lakering hvis stolen ikke kun er til pynt. Du kan altid vælge en mat lakering hvis du ikke ønsker et skinnende look.
UV-beskyttet tapet
Det næste du skal undersøge er, om det tapet du har kig på kan tåle sollys. Et tapet i en mellem eller dyr klasse er farvebeskyttet, så den ikke falmer over tid. Men de billigere tapeter kan være mindre slidstærke overfor UV. Hvis møblet skal stå i skyggen kan du altid springe dette skridt over. Det er sjældent tydeligt i tapetshops på nettet om tapetet egner sig til solfyldte rum, så tøv ikke med at spørge forhandleren til råds inden køb.
Tapetklister og lak
Når du har fundet og købt dit tapet bør du anskaffe dig en god klister. Igen er det som med alt andet, at kvalitet og pris går hånd i hånd. En almindelig hjemmelavet tapetklister kan du komme utroligt langt med, hvis overfladen er godt forbehandlet (slebet og afrenset) og særligt hvis møblet du ønsker at tapetsere er en bagvæg i en vitrine eller et mindre sidemøbel der ikke behøver større rengøringsomgange. Men er du ude i at ville tapetsere fx køkkenhylder, kommodeskuffer, siddemøbler eller lignende, vil vi anbefale dig, at du tager en god snak med en specialist i din lokale tømmerhandel, Silvan, Bauhaus, din maler eller en hobbyforretning. En klisters styrke skal nemlig være brugssvarende og det samme gælder dit eventuelle valg af lakeringsmateriale.